Årsrapporten for 2008 er tilgængelig nu
Rapporten, der bærer titlen ”Fokus på strategi og udvikling af hovedprodukterne” kan læses
her..
Fast forbindelse over Femern Bælt - data til vurdering af sikkerheden Tidsskriftet ”Ingeniøren” bringer i dag en artikel om den risikoanalyse, som skal ligge til grund for det endelige valg af bro eller tunnel over Femern Bælt. Farvandsvæsenet har i samarbejde med Rambøll indhentet data om skibstrafikken i det travle bælt og ud fra disse vurderet sikkerheden ved de forskellige tekniske løsninger.
Der er tre modeller, som er på tale til at skabe den faste forbindelse mellem Rødby Havn og Femern; en hængebro, en skråtagsbro og en tunnel.
Et meget trafikeret bælt
For at kunne vurdere sikkerheden ved de forskellige typer af faste forbindelser, er det vigtigt at have data om hvor mange skibe, der årligt sejler i bæltet, og hvordan trafikken forløber. Udtræk fra Farvandsvæsenets automatiske identifikationssystem (AIS) viser, at ikke mindre end ca. 60.000 skibe årligt sejler gennem Femern Bælt.
AIS-systemet gør det muligt, at udveksle oplysninger mellem skibe indbyrdes og mellem skibe og landstationer. Systemet er obligatorisk for alle skibe over 300 bruttoton. AIS modtager og sender oplysninger om bl.a. identifikation, position, kurs, fart, destination og skibenes dybdegang. Farvandsvæsenet har adgang til en samlet AIS-visning over de danske farvande, som både kan vise den samlede aktuelle trafik og den trafik, der har været.
Simulering af trafikdata
De data, som Farvandsvæsenets har indhentet gennem AIS, vil nu sammen med radarmålinger danne baggrund for en simuleringer af de tre mulige typer af faste forbindelser. Dette arbejde vil ske hos Force i Lyngby.
”Det kan vise, hvad der kan lade sig gøre ved eksempelvis en skråtagsbro, Hvad sker der, hvis der er hård sidevind eller storm, og hvad sker der, hvis man laver justeringer af brodesignet. Det kan vi teste i de simuleringer” forklarer Flemming Sørensen, nautisk sagsbehandler hos Farvandsvæsenet.