Tre års arbejde i projektet Probælt med at udvikle et nyt fyrkoncept bar frugt den 3. august. Et nyt fyrhus og en tilhørende platform blev sat på den gamle fyrstub for det faste Storebæltsfyr E28.
Arbejdet forløb uden problemer, så fyrkontrollør og projektleder Helge Larsen var glad og lettet, da fyret var klar til nattens blink allerede midt på eftermiddagen.
Nu skal det ny fyr testes i et år, inden 14 fyr mere bygges til afløsning for de gamle storebæltsfyr. I 2016 vil alle faste fyr i Storebælt efter planen være udskiftet.
Det ny fyrkoncept betyder, at fyrene nu bruger solpaneler til at oplade sine batterier med i stedet for som før vindmøller. Men langt vigtigere er det, at det ny fyrhus let kan afmonteres og fragtes i land for service og vedligehold, og et nyt klargjort fyrhus monteres i stedet. Det sparer arbejdstid og skibstimer i det løbende vedligehold af fyrene.
Overvågningen af det ny fyr sker med nyudviklet hardware og software, som sikrer, at man fra land nøje kan følge alle fyrets funktioner og hurtigt slå alarm til skibsfarten, hvis for eksempel lanternen svigter.
Den ny fyrtype har samme fysiske størrelse som den nuværende type, men er malet med fluorescerende maling, som gør den mere synlig. Lysudsendelsen er også forbedret, idet blinkene udsendes samtidigt fra to lidt forskellige lanterner, som sikrer at blinkene ses tydeligt på både kort og lang afstand.

Fyrkontrollør og projektleder Helge Larsen tjekker platformen til det nye fyr. Det er hans sidste chance, inden platform og fyrhus løftes over på dækket af inspektionsfartøjet POUL LØWENØRN.