Farvandsvæsenets Redningsstation Esbjerg og flyvevåbnets Eskadrille 722 gennemfører fælles øvelse vest for Fanø. En mand er faldet over bord. Ulykken simuleres ved, at en helikopter fra Eskadrille 722 flyver ud og møder Farvandsvæsenets redningsbåd på en aftalt position 3.5 sømil vest for Esbjerg.
En gul dukke kastes i vandet. Farvandsvæsenets redningsbåd NIELS IVERSEN nærmer sig forsigtigt dukken og hiver den op af vandet med redningskranen.
"Vores procedure er at bruge en slags gaffel som har en wire op til redningskranen. Med gaflen giver vi den flydende person en sele på. Derefter klarer kranen arbejdet med at løfte personen om bord," forklarer stationsleder Jens Degn Abrahamsen.
Farvandsvæsenets redningsmand hejser dukken op af vandet og tager den om bord på redningsbåden.
Imens redningsfolkene om bord på NIELS IVERSEN stabiliserer den nødstedte, placerer redningshelikopteren sig i forhold til redningsbåden og gør klar til at fire to mænd ned på redningsbådens dæk, heraf den ene en læge. Lægen fra Eskadrille 722 kontrollerer den "nødstedte" og giver grønt lys for, at han kan hejses op i helikopteren, forsvarligt fastspændt til en båre. De to fra helikopterbesætningen følger efter, og så kan helikopteren returnere til Skrydstrup. Øvelsen er slut.
Lægen fra Eskadrille 722 fires ned på Farvandsvæsenets redningsbåd NIELS IVERSEN. Han skal "tjekke" dukken, inden den hejses op.
Redningshelikopteren fra Skrydstrup har cirka 400 missioner om året, og Farvandsvæsenets redningsbåd i Esbjerg bliver kaldt ud på aktion 20-25 gange om året, men nogle af aktionerne afblæses, inden en redningsbåd kommer af sted.
"Man kan ikke øve sig for meget. I vores arbejde kan en fejl medføre tab af menneskeliv, så det er vigtigt, at vi ved præcis, hvad vi skal gøre. I dag var vi heldige med godt vejr, men vi skal også øve os i dårligt vejr," siger Jens Degn Abrahamsen.
Kaptajn Michael Antorini, der er ansvarlig for mandskabet på Eskadrille 722, mener, at dagens øvelse forløb godt.
"Vi kan ikke træne til de mest udfordrende missioner, da vi ikke vil prioritere at sætte vores liv på spil i en øvelse. Selvom øvelserne ikke træner os til de meste ekstreme situationer, er det vigtigt at øve sig. Når de grundlæggende opgaver ligger på rygmarven, kan vi bruge mere energi på de ubekendte faktorer, der altid er en del af de virkelige missioner," siger kaptajn Michael Antorini fra Eskadrille 722.
Jens Degn Abrahamsen fortæller, at søredning ofte sker i et samarbejde mellem en række enheder. Udover Farvandsvæsenet og flyvevåbnets redningshelikoptere deltager Søværnets Operative Kommando, Marinehjemmeværnet, Falck, kystlivreddere og en række andre enheder også. I den konkrete aktion deltager dem der er bedst egnede til opgaven og først kan nå frem. Den vurdering foretager Søværnets Operative Kommando, der står for at koordinere al søredning i Danmark.