Vragrester, brugte redningsflåder og selve vraget kan være til fare for sejladssikkerheden, så en ulykkesscene er først helt under kontrol, når der er ryddet op.
Da fragtskibet ”African Zebra” kolliderede med fiskekutteren Ninanitu tidligt om aftenen d. 6. juli, var Farvandsvæsenet på pletten i løbet af få minutter med redningsbåde fra Anholt og Grenå. De to personer om bord på kutteren blev hurtigt reddet op af den svenske redningshelikopter. Men i forbindelse med redningsarbejdet efter en ulykke er en del af opgaven ikke bare at redde personer i livsfare men også at sikre, at f.eks. vraget ikke er til fare for sejladsen bagefter.
Vagthavende styrmand udsender advarsler til den øvrige skibstrafik
Da mandskabet fra den forliste kutter var i sikkerhed, var det derfor også en del af redningsarbejdet at sørge for, at vraget ikke kunne genere den øvrige trafik, så man på den måde forhindrede, at andre skibe kom i vanskeligheder. Da fiskekutteren Ninanitu sank, sendte Vagthavende styrmand i DB Afmærkningssektionen derfor en navigationsadvarsel ud til den øvrige skibsfart. Redningsbådene fra Anholt og Grenaa Redningsstation sørgede for at bjærge redningsflåden fra fiskekutteren, så man ikke risikerede, at den generede skibstrafikken.
Farvandsvæsenets inspektionsfartøj laver opmåling og afmærkning af vraget
Inspektionsfartøjet Jens Sørensen, som befandt sig nord for Rute T, hvor ulykken skete, afbrød sit søopmålingsarbejde og sejlede af sted mod forlisstedet. Jens Sørensen fik afmærket vraget med en ”Emergency Wreck Buoy”, som skibet altid har liggende klar i lasten. Vagthavende styrmand udlagde en virtuel AIS AtoN på positionen, det vil sige en virtuel afmærkning, som skibene kan se via AIS.
Fra Jens Sørensen kunne man afsøge havbunden med et multibeam ekkolod for at finde vraget, som ligger i sejlruten. Det viste sig, at vanddybden over vraget var på 15,91 m. Den officielle mindste dybde i Rute T er 17 m, og derfor vil vraget være til fare for sejladsen. Farvandsvæsenet har derfor krævet, at ejeren eller forsikringsselskabet fjerner den forliste kutter inden 12/8 af hensyn til sejladssikkerheden.
En vigtig del af redningsarbejdet er altid at sikre, at en ulykke ikke bliver værre, end den allerede er. På den måde sikrer Farvandsvæsenet sejladsen i forbindelse med et forlis ved at rydde op, afmærke og udsende advarsler og på den måde sørge for, at den øvrige skibstrafik ikke kommer i vanskeligheder.