Farvandsvæsenet satser på fornyelse i stort og småt. Innovation er drivkraft i flere store projekter, og lyse idéer bærer frugt også i mindre målestok.
Innovation er et begreb, der er på alles læber. I Farvandsvæsenet har man længe taget det alvorligt, og nu har man ligefrem udnævnt 2011 til ’innovationsår’. Ikke fordi, man ikke har fået lyse idéer og fornyet sig tidligere, men nu gør man en ekstra indsats for at få fornyelsen til at rodfæste sig i organisationen.
”Jeg oplever, at medarbejdere både ude i landet og i hovedkontoret bobler af idéer. Men innovation kræver, at vi bruger de gode idéer på en mere struktureret måde og til at finde gode løsninger på problemer – også de lidt større. Det er ikke nok at beslutte sig for at innovere. Vi skal også skabe en kultur, der støtter op om innovation.”
Svend Eskildsen, Farvandsdirektør |
Sæt fornyelsen i system
For forretningsudvikler Bjørn Borbye Pedersen fra Farvandsvæsenet er innovation ikke blot endnu et modeord, og det er godt, ledelsen tager det alvorligt:
- Innovation er et spørgsmål om liv eller død for organisationen, og derfor er det uhyre vigtigt, at den innovative tilgang og innovative medarbejdere har ledelsens opbakning. Innovation skal ikke bare kendetegne projekter og processer men også omfatte ledelsen selv og hele måden at lede på. Innovationsledelse handler om at fremme og systematisere processen og øge træfsikkerheden, udtaler Bjørn Borbye Pedersen og forklarer videre, at innovationen altid gennemgår nogle faser, og at man i Farvandsvæsenet hidtil har haft en tendens til at koncentrere sig om løsningsfasen, hvor man får den gode idé.
Få alle faser med
Men den gode idé og løsning er intet værd, hvis det ikke er svaret på en relevant udfordring. For at få det optimale ud af det innovative potentiale, bør man derfor måske for fremtiden i højere grad også inddrage faserne før og efter, nemlig behovsafdækning – fokusering, undersøgelser og analyser – og værdimåling og evaluering, fremhæver Bjørn Borbye Pedersen.
- På denne måde sikrer vi os, at vi får værdi ud af indsatsen, og samtidig kan vi helt konkret synliggøre resultatet.