Det skal du tjekke, inden du køber sommerhus 

Når man køber sommerhus eller kolonihave, og for den sags skyld også et helårshus, er der en række ting, man skal have i tankerne, inden man skriver under. Hvis du tænker på at købe sommerhus, så læs med her og få gode råd til, hvad du skal være opmærksom på. 

Tjek grundigt for fugt og skimmelsvamp 

Selv om et træhus altid har en helt speciel duft, kan man alligevel ofte fornemme, hvis der er noget helt galt og der er fugt eller skimmelsvamp i huset. Dette stigende problem kan du læse mere om her.  

Hvis der er tydelige tegn på fugt eller skimmelsvamp må man undersøge, hvad det vil koste at komme af med problemet, hvis det overhovedet er en mulighed, og mange vil vælge at se sig om efter et andet hus i stedet for. Det kan være endog meget omkostningstungt, besværligt og tidskrævende at komme af med den slags, så derfor er det så vigtigt at tjekke dette inden køb.  

Undersøg om der kan komme vand ind ved skybrud 

En anden nok så vigtig ting, og som også omhandler fugt, er at undersøge, om der er risiko for at der kan komme vand ind i tilfælde af oversvømmelser, og hvad det i givet fald vil kræve at udbedre skaderne heraf. Med de omsiggribende klimaforandringer ses der i stigende grad regnskyl af hidtil usete dimensioner og med store oversvømmelser til følge. Mange sommerhusområder ligger i forvejen lavt, og kommer der et skybrud kan man da være ilde stedt.  

Køb helst sommerhus i et højere liggende område eller sørg for at huset er løftet fra jorden, så der på den måde er mindre risiko for at der kommer vand ind i huset ved kraftig regn. Da man ikke opholder sig permanent i et sommerhus, vil man ikke altid være til stede og kunne dæmme vandet op med sandsække, når uvejret hærger, og der kan derfor nå at ske store skader inden man når frem.